Undervejs med mig selv som forfatter
13/3-2010 kl. 19.45 | Notebook for forfattere
Henrik Pontoppidan 1857-1943
Undervejs med min roman “Set fra himlen” genlæste jeg Henrik Pontoppidans “Lykke Per.” Mærkede fornemmelsen af en vældig vrede, da greb mig i det øjeblik jeg lagde bogen fra mig. Vreden over spild af chancer og spild af det liv som hovedpersonen Peter Andreas Sidnius gennemlever. Spild af kærlighed. Spild Spild Spild, der bliver til splid i sindet for mig som læser. I bogen beskriver Pontoppidan det “hamskifte” hovedpersonen foretager sig, ved at opgive et storstilet ingeniør projekt, at opgive sin elskede, og nøjes med at blive landmåler og gift med en præstedatter, som han ikke elsker og derfor også må opgive. Alt sammen udløst af faderens død.
Henrik Pontoppidan eget “hamskifte”.
Et afgørende brud med familien kom da Henrik Pontoppidan besluttede sig for at leve som forfatter. Han bruger ordet ”hamskifte” om det der sker, dvs. at han sammenligner udviklingen i sit liv med den naturlige proces hvor en slange skifter ham (hud) i forbindelse med årstidernes skiften og simpelthen når det vokser. Det kan være ubehageligt, ja, smerteligt , men også naturligt og nødvendigt.
Brev til Martin Andersen Nexø
Efter det skift blev han en folkelig forfatter. Herom skriver Pontoppidan i et brev til Martin Andersen Nexø:
“Jeg havde i et Interview med “Politiken” kaldt mig for en folkelig Forfatter, og dette opfatter nu Lange som Udtryk for en anerkendelsesværdig Beskedenhed af mig. Den Slags Folk forstår ikke, at der for en Skribent, som dog vil regnes med til Digterlavet, kan være noget større Mål end at blive optaget i de literære Rangklasser. – Mon jeg tager fejl i, at det just er i denne Folkelighed, at Fællesskabet mellem os to ligger? Vi har begge været med til at skabe en Literatur, der kunde bidrage til at udvikle, hvad man har kaldt for Levekunsten, den største og vanskeligste af alle Kunster, – en Literatur, der (og det er netop det nye ved den) ikke udelukkende kan måles med den æstetiske Målestok. At ville gøre dette, er som at ville bestemme Musikken i 3 en Flok Skovarbejderes Øksehug ved Hjælp af en Stemmegaffel.”
Det er som om den diskussion gentager sig i dagen Danmark anno 2010
Henrik Pontoppidan modtog i 1917 Nobelprisen for sit forfatterskab. Så harmskiftet må have været rigtigt:-)
Læs Kaj Munks mindeord om Henrik Pontoppidan
