Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Elnas web stand-up om Kirken

A sveder. Altså ik fordi jeg er en homon-vulkan i udbrud. A sveder fordi a skal i kirke. Min søn Tjalfe  skal giftes med sin Søren.
“A gøret ik´!!!!!” siger a til Marius.
“Do er så stædig. For min skyld?”
“Nej,” siger a.”
“Så må  vi da håbe, at Tjalfe ka find u af at sige JA til sin Søren uden dig,” svarer Marius og går på værkstedet. A går inde i stuen og sveder for a har svoret ik´at gå i kirke. Aldrig nogensinde. BASTA.

A har ikke sat min ben i kirken siden Krarup stod på prædikestolen og råbte:
“Menneskerrettighederne er nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse. Menneskerettigheder er virkelig djævelen i skikkelse af en humænitær lysengel.” A rejste me op og sagde:
“Dit præstestyre har taget overhånd. A melder mig ud.” Menigheden kikkede forstrækket på mig og gamle Ole vågnede så hurtigt, at hans hentehår røg om i nakken.  Marius rykket i mig hånd. Men når først galden er over mig, er det svært at blive god igen. Så varet at a gik og smækket med døren. Sikken et smæld såen en kirkedør giver. Der raslede ligefrem hvidt puds ned fra væggene.

Og nu er min sjæl så fortabt for evigt. Men a er nu stadig kristen bare uden Krarup til at fortælle mig hvordan. A er mere til tolerance og fred.  Det var en hel befrielse. Tænk sig, a kan selv bestemme, hvad jeg tror på. Og det er lige meget om det søndag eller juleaften.

A tror bare.

Ja da ik på hvad som helst.  A tror på det a har bestemt a skal tro på. Uden det Krarupske filter. Det faktisk hel dejlig såen at tro uden at høre Krarups stemme tordne i det fjerne. A er bleven et hel nyt mennesker. Faktisk mere kristen en Krarup nogen sinde bliver. Det skal der jo så heller ikke så meget efter han er begyndt og stå at råbe efter muslimerne og andre pæne mennesker på Folketingets talestol.

A slår hellere min græsplæne og får en lille snak med Hr. Gud. Vi som regel enige, undtagen når Hr. Gud mener, at a skal tilgive Krarup for hans kradse ord.
“Det siger jeg dig Hr. Gud det gør a ik for der findes et særligt sted i helvede for præster, der er så glade for sig selv, at de kun citerer dem selv.”
 Så leer Hr. Gud af mig.
“Du tror da ikke på den slags løgne Elna. Helvede er noget præsterne har fundet på, for at holde menigheden vågen under deres prædikerner.”

 Min hals flammer op. Det gør den når a er flov.  Det er tid til frokost. Marius plejer at være god igen når frokosten nærmer sig. A steger hanekylliger og sveder. Midt i al dampen kommer Marius ind fra værkstedet.
“A har tænkt på en sag”, starter han. Så ved a den er hel gal.
“Vi bliver hjemme. Vi kan ikke byde Tjalfe, at du skal sidde der til middagen og er gal i skralden, fordi han har besluttet at gifte sig med Søren.” Han tager en bid af hanekyllingen. Og tygger og tygger. Så kom a i tanke om, at a havde glemt og vende hanekylligen på panden. De er rå i den ene side. A snupper hanekyllingen og smider den tilbage på panden.
“Det skal a nok bestemme. Og a har bestemt at a tilgiver ham og går med i kirken.”
Marius smiler.
“Det bliver Tjalfe glad for.”
“Nej da ik Tjalfe. A tilgiver Krarup!”
“Du tilgiver Krarup?”
“Når Hr. Gud kan, ka a vel også.
“Er tror ik på dig, du går ik i kirke og tilgiver Krarup på en gang,” siger Marius.
“ Det gør a. A tror på det. Også lidt fordi a ved, at Krarup bliver gal i skralden når han hører at pastor Mogensen har giftet bøsser i kirken.”
“Det hedder Homoseksuelle vielser.”
“Ja, ja da, men gal det bliver Krarup.”
“Det er da ikke tilgivelse?”
“Tilgivelse? Den tror Hr. Gud så heller ikke på længere efter Krarup udtalte:  at når hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som islams tørklæde: Selv Hr.Gud kan blive vred på Krarup,”  citere a og smækker hanekyllingen tilbage på Marius tallerken. Det giver et ordentligt smak i tallerkernen. Mariums fanger hanekyllingen med sin gaffel og holder den fast.
“Skal du så til at gå med tørklæde?”
“Nej ellers tak så kommer a da for alvor til at svede.”