Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Elnas monolog

A ka ik forstå det.   Hvem i himlens navn  har bestemt, at man ik må sie goddav til kvindelig præster? Det i hvert til fald ik a kirkeminister, hende tør de da  slet ik sige goddav til. Der nogen der sir, at  det er nogen mannepræster, der har læst biblen med guds blinde øje.  
Og hva me kvindelig politikere, politibetjenter, læger og skolelærer?  Må man så heller ik sige goddav til dem? Og dronningen sku hun helt hold op med at gi hånd? Næ nu kaet spilme være nok!
A har lavet mi egen protest. A har lånt en præstekjole med krav og hele pivetøjet og så tog a mi tørklæde om hovedet og gik rundt på gaden i Vissum.
“Goddav”, sagde a med hånden. Og det gik rigtig godt. Der  var rigtig manne, der gerne vil sige goddav, selv om a havde a præstekjole på. Så a blev hel modig og tog til gudtjeneste  i Løsning kirke, for lissom at vise, at  mannepræsterne ik  sku bestemme. Og a præst han blev hel rød i hovedet af arrigskab der oppe ved alteren. Op på prædikestolen stod han så der og øste sin galde ud over a meninghed og så mæ.
“Præsten er menighedens far, og det skal man ikke skifte ud med en mor,” sagde han. Så blev a spilme så gal.
“Nu bliver do aldrig me far om du så skriger al din galde til himmels. Der findes kun en gud fader og han går ikke i præstkjole,” råbte a til ham. Hold da op hvor ku han få manne farver i a hoved. Nærmest hel lilla. Han  prædike bare videre.
“Kvinder skal tie i forsamlinger,” tordnede han.
“Og mænd må ikke gå i kjole,” råbte a tilbage.
“Så rejser vi os alle  og beder sammen,” hvæssede han. A blev sitne, han havde jo sagt a sku tie.  
Og da vi så sku til alters, så tog han vievand og pjasket efter mit bæger. Som om  det sku være beskidt fordi a har rørt et. Men a tog en lille hævn. For a gik først ud under a postludium. Og der stod a så og sagde farvel til menigheden. Og så kom han benene med præstekjolen fløjtende bagud.
“Ja,” sagde a,” I har jo ikke sagt noget om at man ikke må sige farvel.” Så sprutte han så meget at kordegnen måtte fører ham over på bænken. Der kom ik a ord ud a hans mund. Det ku være de andre mannepræster sku øve sig i at tie  sammen med ham. Hvilken saglig himmelsk fred.
Og  a fortsat bare med at sige farvel.
Marius han sad og ventet på me ude i bilen.
“Nå,  blev du så budt på kaffe?” spurgt Marius.
“Næ  præsten har valgt  at tie”, sagde a og vinket til kirkegængerne, da vi kørte ud af parkeringspladsen.
“Hold op med den vinken, man sku tro du var dronningen, ” sagde Marius.
Det sku han ik ha sagt. A sagde ikke et ord hele vejen hjem. Marius gik ud på værkstedet da vi kom hjem, så a fik mi kaffe alene. Efter to timer kom han tilbage med en hånd på en pind.
“A har snedkeret en go-dav-pind til at alle de kvindelig præster. Så ka de bruge den når nogen ikke vil hilse.”  
Så næste søndag skal a prøve min go-dav-pind i Løsning kirker. Så ka’et være  præsten byder på kaffe bagefter.