Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Elnas webstand-up om lort og kunst

Hvad gør man ik for sine børn, osse sæl om de er blevn voksne. Her forleden, så havde Tjalfe fernisering. Det sku Marius og a såen op til i Århus. Og Marius kørt mæ endda forbi  Body Shop så a  ku køve en  ny læbestift. Fint sku et være og  han synes den lugtede godt. Men vi kom  for sent og var lissom lidt stresset da vi endelig kom ind til den der  højhus. Men det jo moderne at være stresset, så det gjorde   ik noget vi kom for sent. Det bruger de meget til ferniseringer.

Virklig kunst

Inden for i hålen sad en kæmpe dreng.
“Det er virklig kunst”, udbrød Marius.
“Tror du han  sku skide?”, spurte a, “siden han sad såen i den stillig.”
“Shys”, sa Marius, “ik nu. Det er Tjalfes dav i dav.”
“Ja, men a ska altså!”, svart a.
Og så pegede Marius på a toiletter. A gav ham mi håndtaske, den er jo ik te  og ha me på toilet.

Og  a ska lige love for det var nogen toiletter  a aldrig har set før. Der var lissom en lang kumme, meget såen solodarisk. Tænk sig, selv toiletteren er kunst. Det  utroligt hva de finder på nu om dave. Og  a sku ihvertilfald ik ha noget af og vise jeg ik vist  hva kunst er. Da  a havde fået mæ svunget op i a kumme og sat mæ til rette, så kom der en mand ind.
“Do da vist gået forkert”, sa a te ham.
“Det er altså herretoilettet, du. Og du sidder i pissoiret!”, svart han.
“Nå nå”, sae a. “A ku heller ik forstå hvor a toiletter papir var.”
Det fandt han så te mæ og  a fik bakset mæ ne igen. Men det altså ren kunst  at skyl såen en lort ud!

Lænestativer

Uden for igen var de lissom kommet i gang og der stod en mand i lyserød skjorte  og snakket og snakket.  A fik me et glas rødvin og stod lidt og svedte over me toiletbesøg. Der var en frygtelig varme og a blev lidt døsig. Heldigvis havde de tænkt på os gamle, for de havde stillet såen nogen lænestativer op vi ku støt os til. Og Tjalfe han stod og vinke til mæ. Og a vinket tilbage. Man er vel stolt! Det  jo mæ han har det der kunstneriske etter. Så begyndt lænestativet såen af dreje lidt.  A blev nærmest hjel swimmel.  Så kom Marius hen og  trak mæ lidt til en side.
“Det Tjalfes kunst, du såen står og læner dæ op ad!”,  hvisket han.
“Nå nå, ska det nu være kunst”, svart a og gik ud og satte mæ på en  bænk. Og så klappet de alle sammen af ham i den lyserøde skjorte. De er så høflige folk, der går til fernisering. De klapper når de gerne ve ha nogen til at holde op me at tale.