Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Elna monolog

A vil være borgmester.

Godt nok er a ik’ stillet op eller medlem af noget parti, men det betyder ik’noget, hvis man virkeligen vil være borgmester. A har tænkt længe over et. Og her i går så kom gennembruddet. Marius og a sad og så Horisont. Vi gad ligesom ikke se mere af det der kommunesvalg. Man ku jo ikke finde ud a hvem, der havde kuppet hvem.
“Det ka’de heller ik’selv,” konstaterede Marius.
Men altså i Horisont fortalte de om en lille stat i Stillehavet; Kiribati, der var ved at blive oversvømmet på grund a havstigningen. Derfor søgte de et nyt land. Og så tænkte a, vi har en stor hede med et par søer ude nord for Vissum. Der ku de bo og a ku så blive deres borgmester. Vi ku ligesom lave en ny Kiribati kommune. Marius, han kikket lidt på me. Drak to kopper kaffe og læste sin avis på a toilet. Da han kom ind igen sat han sig ved spisebordet.
“Du skal ha’en plan. Du må ringe rundt og finde u a hvem, der støtter dig. Vi må forberede kuppet.”

A skal lige love for der blev travlt ved telefonen. Alle a ringet synes det var mægtig idé, de ville bare lige være helt sikker på me, så Hundeforeingen ville ha’en ny skideskov, og på plejehjemmet ville de selv ha’lov til at bestemme, hvem der spillede for til fællessang, præstens kone spillede så falsk, at de måtte lade høreapparaterne blive på værelset, og frimærkeforeningen ville lave det ny frimærke til Kiribati kommunen, og så var de lige naboerne til heden, det nye parcelhuskvarter. Der ville grundejerforeningen have, at vejen til heden skulle gå gennem mosen istedet for deres kvarter. Sikken en liste a til sidst havde.

Næste formiddag ringet præsten kone. Hun var også formand for tennisklubben i mosen og de ville ikke ha’den vej der, med mindre hun fik lov til a spille. Det ødelagde ligesom hele kabalen den opringning. Og gamle Asta på plejehjemmet gav sig ikke. Til sidst foreslog Marius, at vejen ku gå igennem skoven. Men det gik heller ik, for der sku skideskoven jo være. Marius og a var trætte om aftenen efter alle de forhandlinger. Vi sad og skumlede over kartoflerne og kyllingenstegen. Pludselig lyste Marius op.
“Du skal have noget hjælp Elna. Du skal ha en coarch.”
“Nå og hvem sku’de så lige være?”
“Ham Bondam i Kjøbenhavn, han ved hvordan man kupper. Han er simpelt hen kupmesteren. Han skal være din coarch.”