Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Værdierne på en arbejdsplads skabes i dagligdagens handlinger og ord.

 Det er nemt nok at sidde rundt om mødebordet og beslutte, at arbejdspladsens værdier er: ”kompetent”, ”handlekraftig”, ”relevant”, ”tilgængelig”, ”frihed under ansvar”, ”aktiv videndeling” og ikke mindst “respekt for kunderne”. Og du kan sikkert tilføje et par til. Men hvor er det lige, værdierne står sin prøve?

Det var måske bedre at kikke på de faktiske handlinger på arbejdspladsen; lytte til historier om kunder og medarbejdere og så begynde at danne sig et indtryk af værdierne.

 Udspring fra færgen

I midten af 80’erne var jeg ansat som togstewardesse i DSB. Det var en arbejdsplads, jeg var stolt af at arbejde på, specielt fordi jeg i min rejse Danmark rundt mødte mange modige medarbejdere. Jeg var en del af  kulturen, hvor hverdagens små helte herskede.
En dag i et overfyldt intercitytog stod et ung forelsket par på i Fredericia. De talte sønderjysk og fik hurtigt tømt deres pose med øl. På min anden tur med kaffesalgsvognen skændtes de og var til stor gene for de øvrige passagerer. Vi ankom til Storebælt præcis til tiden og kørte ombord på færgen. De fleste passagerer flygtede op på dækket til frisk luft. Da jeg kikkede på termometeret i togkiosken, viste det 42 grader. Jeg gik en tur i toget og fik solgt en enkelt citronvand til en ældre dame. Jeg vinkede til stewardessen i lyntoget, og hun gjorde tegn til, at jeg skulle gå med op, når jeg var færdig. Oppe på dække stod vi og så på havet. Vi pjattede og besluttede at tage vores nylonstrømper af, selvom tøjregulativet på det bestemteste pointerede, at stewardessen altid bar nylonstrømper. Jeg skævede til siden og fumlede med strømperne. Jeg fik øje på det unge forelskede par, der var i håndgemæng. Og med ét kravlede pigen op på gelænderet og sprang de ti meter ned i bølgerne. Jeg flåede nylonstrømerne af og løb barfodet op på broen og fortalte om pigen. Kaptajnen sendte en matros ud, og han kom tilbage og meddelte, at pigen var fri af skruen og nu var bag færgen med en redningskrans. Kaptajnen tog telefonen og ringede til færgen fra Korsør, der netop passerede os, og bad dem om at samle hende op og sende hende hjem.

Til tiden

“Hvorfor stoppede du ikke færgen og samlede hende op”, udbrød min medstewardesse.

“Og hvad ville hun lære ved det? At når man rejser med DSB, kan man te sig, som man vil, og genere 253 passagerer med en forsinkelse på op til 20 minutter. Næ, nu sender vi hende retur!”

Få minutter før landgang kom kæresten tilbage til sin plads i toget, og togføreren kunne informere ham om, at pigen havde det godt og blev sendt retur til Rødekro. Han blev tilbudt at følge efter med næste tog, men valgte at ankomme rettidigt samme med de øvrige 252 passagerer. Om kærligheden holdt til springturen fra broen vides ikke. Men historien om den modige kaptajn var allerede nået til København, inden vi stod af firetoget på perronen.

Man bør stole så meget på sig selv, at man tør forsvare, hvad man selv anser for rigtigt uden at vente hjælp fra andre.

Klaus Becker-Larsen