Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Det skete på Utøya, på Århus Universitet i 1994, på Columbine High School,USA 1999, på Gutenberg Gymnasium Erfurt,Tyskland 2002, på Jokela High Scool, Finland 2007, og på Tasso da Silveira Municipal School, Brasilien 2011. Navnene vil for altid vil være en del af den statistik, alle frygter: statistikken over 150 skud-massakre. Skud-massakre var engang en amerikansk specialitet, men har bredt sig til en syg global kultur som udstilles på youtube.

Denne artikel skrev jeg den 29.juli 2011 og nu har det vist sig, at moren til Anders Breivik vidste han købte våben, se artikel.

Jeg cykler gennem Hirtshals havn mandag ved middagstid. Det er tid til stilhed – et minuts stilhed for de dræbte fra massakren på Utøya. Katamaranen til Norge tuder i alle 60 sekunder. Et minut senere går livet sin gang i bilkøen, hvor de kæmper om at komme først frem. Medierne svømmer over i spekulationen om Anders Breivik er sindssyg eller ej. En bekvemmelig definition som ikke ændre på fakta: det skete og hvis vi ikke lærer af historien over 150 skud-massakre og ser ondskaben i øjnene, ved vi ikke, hvordan vi skal forhindre næste massakre.

Emnet massakre er så tabubelagt, at en gymnasierektor i marts 2011 skrev ud til hele rektorsammenslutningen i Danmark for at boykotte et afgangsprojekt fra filmskolen “Intet kan røre mig“ der viser en dansk massakre. Alt sammen fordi rektoren helst så, at et så farligt et emne ikke blev talt om eller endsige visualiseret. Massakrerne forsvinder ikke og slet ikke ved, at vi forsøger at tie dem ihjel. Også selv om vi ved, at gerningsmændene bag massakre efterligner hinanden som Anders Breivik, der kopierede Una-bomberen Ted Kaczynskis manifest og har fået samme unikke berømmelse.

Det eneste vi med sikkerhed ved om massakrer er, at vi står magtesløse over for dem.

Men kan vi gøre noget for at forhindre, at det sker igen? Kan vi blive bedre til at spotte gerningsmanden bag en massakre? Eller sidder vi og venter til der lyder endnu et “klik” inden i hovedet på dem og det resulterer i flere meningsløse drab.

150 gange skød et menneske livet i stykker i en massakre – en amerikansk specialitet, der rykker tættere på Danmark ifølge eksperter. Men Danmark blev allerede i april 1994 en del af statistikken over massakre og på halvdelen af danske skoler har man beredskabsplaner, der skal håndtere en skud-massakre. Men et beredskab forhindrer ikke en massakre og en undersøgelse fra 2002 lavet af U.S Secret Service og U.S Department of Education viser, at en massakre for længst er gennemført inden et SWAT team når frem. Derfor er beredskabsplaner en falsk sikkerhed.

Findes der en profil?

Naivt tror vi, at der findes en profil på en gerningsmand, monsteret bag massakren, men 2002-undersøgelse viser, at der ikke eksisterer en sådan. Det frustrerer os, at vi ikke ved, hvilket menneske, der bærer kimen til at blive gerningsmand til en massakre.

Tre faktorer er afgørende for, at et menneske går amok i en skud-massakre:

1) had mod samfundet

2) ensomhedsfølelse

3) adgang til våben.

Faktorerne er til stede i ethvert samfund, og kan blive til en sprængfarlig cocktail, hvis vi ikke bliver bedre til at spotte og dermed forhindre et menneske i at gennemføre en massakre.

Adgang til våben

Og for at tage den sidste faktor først; nemlig våben, så har argumentet i Danmark altid været, at vi ikke har amerikanernes liberale våbenlov. Den lov behøver vi heller ikke for, at det kan gå galt, for massakren i 1994 på Århus Universitet blev begået med et oversavet jagtgevær. Og våben tallene i Danmark viser, at der er blevet markant flere lovlige våben i de danske hjem. Antallet af nye våbentilladelser er tredobbelt de sidste 10 år (Berlingske tidende 1. september 2009). Mht. til ulovlige våben udtaler vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch fra Københavns politi: “Våbnene er kommet til Vesteuropa i stor stil, og derfor er det let at få fat i våben herhjemme.”(DR 15. september 2008). En af de overlevende fra massakren i 1994  sagde om adgangen til våben, Heidi Philipsen:” Hvis EN anden studerende igen bliver frustreret nok til at ville begå udvidet selvmord i et forsøg på forskruet eksponering af sig selv, føler jeg mig overbevist om, at han nok skal finde et våben at udtrykke sig via.”

Ensomhed

Er gerningsmanden så en lonely riders? Kun 25% af gerningsmændene falder i den kategori dvs. de 75% var med i en sportsforening, havde venner etc. Men på en eller anden måde følte de sig kørt ud på et sidespor. Så langt ud at de overvejer selvmord. Men selvmordet går via massedrab. Selvmordet er forbundet med stor angst og nogle af dem mangler modet, derfor dræber de andre så de herved for nemmere ved at begå selvmord. Hvis man tror der findes en profil på en gerningsmand bag en massakre, som en grov psykisk forstyrret menneske fra et dårligt hjem, så fortæller undersøgelsen fra 2002, er der ikke eksisterer en sådan. De demografiske, de personlige, deres skolehistorie, sociale karakteristika varierer så meget, at det er umuligt at tale om et mønster endsige en profil. Og kun 20% af gerningsmændene fik en psykisk diagnose.

En anden myte om gerningsmændene er, at det en impulsiv handling. Det er det langt fra. De fleste massakre er planlagt gennem længere tid og derfor giver det gerningsmanden mulighed for at skaffe sig et våben og sprængstof. De leger med ideen og planlægger massakren ned i mindste detalje før de er klar. De er udstyret med egenskaberne som vedholdenhed og perfektionisme sammenholdt med evnen til at overholde deres modbydelige plan og handle efter den.

Had mod samfund

Vrede mod samfundet har alle helt almindelige mennesker følt på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men hvornår bliver hadet så stort, at ideen til en massakre fødes? Hvornår bliver hadet så ekstremt, at de skaber et parallelt liv i cyberspace og iscenesætter sig selv som helten, der skal redde verden fra en fjende, der først opstår i tankerne, så i ordene for til sidst at blive til virkelighed, og derfor må nedskydes. I 2011 109 år efter første skud-massakre ved vi stadig ikke, hvorfor klikket lød i gerningsmanden bag massakren i 1994 på Århus Universitet og på Utøya. Men vi ved, at alle tre faktorer var til stede på Utøya og i 1994; adgang til våben, ensomhed, og had mod samfundet da Flemming Nielsen skrev en seddel på sit skrivebord: “Jeg kan ikke holde dette ud…” og næste morgen pakkede sin sportstaske med jagtgeværet og tog ind i kantinen på Trøjborg. Her skød han mod de studerende, der tilfældigvis var der den dag uden at vide, hvem han var.

Nogen ved besked før det sker

Derfor må vi først og fremmest blive bedre til at spotte gerningsmændene bag massakre. At tyde de tegn, der trods alt er der før massakren indtræffer. Tegn som: indkøb af 6 tons kunstgødning, indkøb af 150 kg aluminium, køb af våben, manifester, der bliver sendt ud før det sker(1000 mennesker sendte Anders Breivik sit manifest til), youtube film, ekstreme holdninger, glæde ved våben, digitale-spor som gerningsmændene efterlader på nettet. Undersøgelsen fra 2002 fortæller, at der er nogen tæt på gerningsmanden, der ved besked. Det hele starter med, at vi tør forholde os til ondskaben bag massakren, ser bjælken i egne øjne, og erkender, at det er vores samfund, der har fostret Anders Breivik. (Det er 23.12.2011 kommet frem, at Anders Breiviks mor vidste han købte våben )

Jeg cykler gennem skoven mod Kjul strand. Fundere over en samtale mellem to Nordmænd jeg overhørte på Havnegrillen. De diskuterede, om man lovligt kan købe dum-dum kugler i Norden. Jeg spekulere over den gang jeg ulovligt var ved at købe et våben på internettet.

Ondskaben er kun en klik væk og i skovens dybe stille ro bærer jeg sammen med resten af verden Norge i vores hjerter i dagene efter det skete på Utøya. Men er det nok til at forhindre det ske igen?

NB Al min viden har jeg fra rapporter og research i forbindelse med, at jeg skrev romanen Den gule plet, der forsøger at findes svaret på: hvorfor en gerningsmand bag en skud-massakre går amok.