Velkommen til Lene Rikke Bresson's blog

Elnas monolog

A tror Anders Fog er ramt af et granatter chok etter de hersen tegninger  a Muhammed.  
Han er  helt holdt om me at mjene noet. Det lissom Marius. Han gier heller  ik mjene noet.
“Du har jo en mjening for to!”, sa han te mæ.
Så nu  er det  så mæ og  Anders’ kone Anne-Mette, der mjener noet. Min datter Kirsten sir, at Anne-Mette er rigtig go te at ha en mjening.  Kirsten er pædagog sammen me Anne-Mette. Så varet at  a,    mens a hennafarvt mi hår,  kom til at tænk på,   at Anders manglet noet. Han manglet  noet, der  ku hjælpe ham me og ha en mjening.  Det da møj bedre en ham den skallet mand  og hende me det lange hår og store mund  i den der spinning program.  De  er hel tiden så kloge på,  hva han sku ha mjent.
Or sjov skuet os vær. A tror ik der er møj og grine a når man er Anders Fogh. Så a sat mæ ned og klippet og klistret i vores matadorspil. Og så lånt a alle Gallups undersøgelser om hva a dansker mjener på a bibliotek. For a har læst at Gallup er Gud, når det drejer sig om mjeninger. Alle de mjeninger klippet a ud og klistret ind på  de der  grunde i Matador.  Og så sku Marius og a så prøve og lege Anders og Anne-Mette en auten. Marius var ik vild me det. Men da han hade købt to mjeninger, så var han lissom hel hooked på  mit mjeningsmatador.  Men så  landet  Marius  på Prøv Lykken. Og a hade glemt og finde u a hva der sku ske. Men da var Marius rittig go.
“Så ska  Anders vel ud og spør Pia, hva han ska mjene”, sa han.
“Og va så når han  passerer start, hva får han så?”, spurgte a.
“Ja, så får han en  hel gratis  mjening a socialdemokraterne”, sa Marius. Så klog Marius er når det tar ham. Sikken en auten vi hade!
Og så gav a  Kirsten  mit mjeningmatador  me i a børnehaue så hun ku giet til Anne-Mette,  for Anders sku jo skrive den her  åbningstale til a folketing. Og den er fuld a mjeninger.  Etter en uge kom Kirsten på besøg. Spillet hade hun me og fortalt, at det  ik gik så godt me Anders og Anne-Mette. For Anders hade tabt i  mjeningsmatador og så hade Anne-Mette sagt, at nå man har tabt alle sin mjeninger,  så  ska der vær  valg. Og det blev han hel hys over. Så nu sku spillet ud a a hus.  Og nu går a og tænker på om  a ska  tilbyde mæ som mjenningscoarch  for Anders.

Har du et forslag til emne, som Elna kan ta’ under behandling, så hit med dem.

Elna monolog

A danser i modtakt. Hver gang a hører en melodi så danser a i forkert takt. Marius syns, det er pinligt, når  a midt inde i herrebutikken står der og danser forkert til musakken. Vi fik slet ik købt underbukser te ham. Men a kan ik ha alle de kanoner og rigtige meninger. Så når andre går i takt så danser a i modtakt. Det en dejlig måde at vise på, at me ka de ik hundse rundt med.
Nu feks her sidste weekend så gik a til krimimesse i Horsens. Sikke mange smagsdummere man ku opleve. De var der næsten al sammen.  I et hjørne stod de  københavnske anmelderne og pissede teritorium af  og  drak fadøl. De ville ikke ind mens Kulturministeren holdt åbningstalen. Det var såen en kollektiv boykot mod kanoner sagde de.  Og ministren han vil ik til åbningstalen  til OL i Kina.  Men han kommer senere! Man sku næsten tro de havde aftalt det med åbningstalerne!    Nå men  den dag sku  han hurtig videre efter sin åbningstale. I cirkus eller såen noget  tror a.
Og så sku a høre me første foredrag om krimier. Ham hr anmelder han talte hele tiden om Noir. Te sidst ku a ik dy me, så a spurgte om det der Noir var den kjøvenhavnske måde at sige sort kaffe på. Her i Jylland siger vi bare swort kaffe! A tror ik han forstod me spørgsmål. Men a købte da en bog. Den var også swort.  

  Og da a kom ud så  stolpede der en anmelder fra et dameblad rund på høje hæle  og så på noen kæmpe fantastiske nøgler, der hang på muren. ” Ja ,”sagde hun, “mænd skal altid udstille deres tissemænd!” Det ku a ik se, men nu er  a jo heller ik kunstanmelder.
Sikke meget  a ku fortælle om da a kom hjem til Marius.   Og jeg skal lige love for han havde bygget. Han havde bygget et das i baghaven. Og bag ved daset skrånede det ned til naboen. Så møjet kan  trille der ned. Marius ka  ik fordrage naboen. Han er præst og hedder Krarup og ved rigtig meget om, hvad der er rigtigt dansk. Så når  Krarup igen har sagt for meget over hækken til Marius, så eret  Marius   går på das!
  ”Og,” sagde Marius,”det er mit das, eller også får vi en kanon om, hvad vej a toiletter papir skal vende!”

Elnas monolog

A ka ik forstå det.   Hvem i himlens navn  har bestemt, at man ik må sie goddav til kvindelig præster? Det i hvert til fald ik a kirkeminister, hende tør de da  slet ik sige goddav til. Der nogen der sir, at  det er nogen mannepræster, der har læst biblen med guds blinde øje.  
Og hva me kvindelig politikere, politibetjenter, læger og skolelærer?  Må man så heller ik sige goddav til dem? Og dronningen sku hun helt hold op med at gi hånd? Næ nu kaet spilme være nok!
A har lavet mi egen protest. A har lånt en præstekjole med krav og hele pivetøjet og så tog a mi tørklæde om hovedet og gik rundt på gaden i Vissum.
“Goddav”, sagde a med hånden. Og det gik rigtig godt. Der  var rigtig manne, der gerne vil sige goddav, selv om a havde a præstekjole på. Så a blev hel modig og tog til gudtjeneste  i Løsning kirke, for lissom at vise, at  mannepræsterne ik  sku bestemme. Og a præst han blev hel rød i hovedet af arrigskab der oppe ved alteren. Op på prædikestolen stod han så der og øste sin galde ud over a meninghed og så mæ.
“Præsten er menighedens far, og det skal man ikke skifte ud med en mor,” sagde han. Så blev a spilme så gal.
“Nu bliver do aldrig me far om du så skriger al din galde til himmels. Der findes kun en gud fader og han går ikke i præstkjole,” råbte a til ham. Hold da op hvor ku han få manne farver i a hoved. Nærmest hel lilla. Han  prædike bare videre.
“Kvinder skal tie i forsamlinger,” tordnede han.
“Og mænd må ikke gå i kjole,” råbte a tilbage.
“Så rejser vi os alle  og beder sammen,” hvæssede han. A blev sitne, han havde jo sagt a sku tie.  
Og da vi så sku til alters, så tog han vievand og pjasket efter mit bæger. Som om  det sku være beskidt fordi a har rørt et. Men a tog en lille hævn. For a gik først ud under a postludium. Og der stod a så og sagde farvel til menigheden. Og så kom han benene med præstekjolen fløjtende bagud.
“Ja,” sagde a,” I har jo ikke sagt noget om at man ikke må sige farvel.” Så sprutte han så meget at kordegnen måtte fører ham over på bænken. Der kom ik a ord ud a hans mund. Det ku være de andre mannepræster sku øve sig i at tie  sammen med ham. Hvilken saglig himmelsk fred.
Og  a fortsat bare med at sige farvel.
Marius han sad og ventet på me ude i bilen.
“Nå,  blev du så budt på kaffe?” spurgt Marius.
“Næ  præsten har valgt  at tie”, sagde a og vinket til kirkegængerne, da vi kørte ud af parkeringspladsen.
“Hold op med den vinken, man sku tro du var dronningen, ” sagde Marius.
Det sku han ik ha sagt. A sagde ikke et ord hele vejen hjem. Marius gik ud på værkstedet da vi kom hjem, så a fik mi kaffe alene. Efter to timer kom han tilbage med en hånd på en pind.
“A har snedkeret en go-dav-pind til at alle de kvindelig præster. Så ka de bruge den når nogen ikke vil hilse.”  
Så næste søndag skal a prøve min go-dav-pind i Løsning kirker. Så ka’et være  præsten byder på kaffe bagefter.

Elnas monolog

A bor i et hul. Ja, ik a hus. Det  mobiler-forbindelsen den er gal me.
"Et telehul", sae de fra TDC. Og tænk, det vist a slet ik. Al det postyr kom a, at mi børn Tjalfe og Kirsten ik syns de ku hold styr på, hvor a var. De gav mæ en mobiler, og den virket fint ovre i Nærum, hvor at Kirsten bor. På vej hjem i a tog, så ringet den. Først vist a ik, at det var mi. A troede det var DSB, der spillet klassisk nu da vi var en time forsinket. Kirsten hade sat den til at ringe som Fru Elise.
"Hallo! Hallo", råbte a u i a kupé og kom te at tryk på den røde knap.
"Du behøver ikke at råbe helt til Jylland", sae mi sidedame. Hun var vældig smart i lyserø jakke og negl. Og så klapret hun de longe negl ne i a tastertur på pcen. Mi mobil ringet igen.
"Ja det mæ! Er det dæ?", hvisket a.
Sikken nogen øjn hun sendte mæ og ringet hjem. Nøj hvor hun ku mobile. Så sku der ik ost i a sovs, så sku han put a børn i bad og rense øre på dem, og de måt ik få slik før autenmad. Under Storebælt ville hun så alligeveller ha ost i a sovs, og nu sku han så lav salat i den gule skål. Og bagetter ringet hun til si veninde.
"Han ta’r mig aldrig på køkkenbordet mere – sådan helt spontant du ved!", beklaget hun sig. Marius gik hjelt i stå i si avis, og  damen overfor holdt sin datter for øren.  Mi sidedame – hun snakket bare videre. Der var meget  hun sku orne.
I Odense gik hun u på a toilet og så ringet hendes mobiler.
"Moar, Moar, ta’ din mobiil",  skreg den. Og så tog a den, men det var manden. Han sku vide, hvornår de sku spise. Og så varet a fortalte ham om det der med kjøkkenbordet. Sikke de klappet a mæ i a kupé.
Da vi så kom hjem, så sku a stå oppe i vindueskarmen for at mobiler virket. Og forleden varet hjel gal. Marius måtte u og kjøre me mæ og mobilen. Den virket først, da vi nåe hen til Brugsen. Der står a så et par gange om daven for at se, om Kirsten og Tjalfe sku ringe. Og Marie, me veninde, kommer osse, når hun ska ha forbindelse. Hendes  mobiler ringer som en ko! Men Marius, han syns a ska gi a mobiler væk til Røde Kors.
"Nej", sae a te ham.
"Marie og mæ ska på ældrekurs i sms. Vi ska jo ku snak me a børnebørn."
"Men dæ og mæ – vi snakker ved kjøkkenbordet!", sae  Marius og gik u og slo græs.

Har du forslag til emner eller historier Elna skal tage sig kærlig af – så blog tilbage.