Marius og a er på fjernsyns-kur. Vi er hverken på; afmagringskur, løbekur, gør-det-selv-kur, eller alle andre psykarmiske-styrketrænings-kure. Vi er simpelt hen på tv-nedtrapnings kur.
2,5 timer tv-kikkeri hver dag er for meget. Og vi er ikke engang de værste.
A sveder. Altså ik fordi jeg er en homon-vulkan i udbrud. A sveder fordi a skal i kirke. Min søn Tjalfe skal giftes med sin Søren.
“A gøret ik´!!!!!” siger a til Marius.
“Do er så stædig. For min skyld?”
“Nej,” siger a.”
“Så må vi da håbe, at Tjalfe ka find u af at sige JA til sin Søren uden dig,” svarer Marius og går på værkstedet. A går inde i stuen og sveder for a har svoret ik´at gå i kirke. Aldrig nogensinde. BASTA.
(mere…)
Hvad gør man ik for sine børn, osse sæl om de er blevn voksne. Her forleden, så havde Tjalfe fernisering. Det sku Marius og a såen op til i Århus. Og Marius kørt mæ endda forbi Body Shop så a ku køve en ny læbestift. Fint sku et være og han synes den lugtede godt. Men vi kom for sent og var lissom lidt stresset da vi endelig kom ind til den der højhus. Men det jo moderne at være stresset, så det gjorde ik noget vi kom for sent. Det bruger de meget til ferniseringer. (mere…)
Elna monolog
A vil være borgmester.
Godt nok er a ik’ stillet op eller medlem af noget parti, men det betyder ik’noget, hvis man virkeligen vil være borgmester. A har tænkt længe over et. Og her i går så kom gennembruddet. Marius og a sad og så Horisont. Vi gad ligesom ikke se mere af det der kommunesvalg. Man ku jo ikke finde ud a hvem, der havde kuppet hvem.
“Det ka’de heller ik’selv,” konstaterede Marius.
Men altså i Horisont fortalte de om en lille stat i Stillehavet; Kiribati, der var ved at blive oversvømmet på grund a havstigningen. Derfor søgte de et nyt land. Og så tænkte a, vi har en stor hede med et par søer ude nord for Vissum. Der ku de bo og a ku så blive deres borgmester. Vi ku ligesom lave en ny Kiribati kommune. Marius, han kikket lidt på me. Drak to kopper kaffe og læste sin avis på a toilet. Da han kom ind igen sat han sig ved spisebordet.
“Du skal ha’en plan. Du må ringe rundt og finde u a hvem, der støtter dig. Vi må forberede kuppet.”
A skal lige love for der blev travlt ved telefonen. Alle a ringet synes det var mægtig idé, de ville bare lige være helt sikker på me, så Hundeforeingen ville ha’en ny skideskov, og på plejehjemmet ville de selv ha’lov til at bestemme, hvem der spillede for til fællessang, præstens kone spillede så falsk, at de måtte lade høreapparaterne blive på værelset, og frimærkeforeningen ville lave det ny frimærke til Kiribati kommunen, og så var de lige naboerne til heden, det nye parcelhuskvarter. Der ville grundejerforeningen have, at vejen til heden skulle gå gennem mosen istedet for deres kvarter. Sikken en liste a til sidst havde.
Næste formiddag ringet præsten kone. Hun var også formand for tennisklubben i mosen og de ville ikke ha’den vej der, med mindre hun fik lov til a spille. Det ødelagde ligesom hele kabalen den opringning. Og gamle Asta på plejehjemmet gav sig ikke. Til sidst foreslog Marius, at vejen ku gå igennem skoven. Men det gik heller ik, for der sku skideskoven jo være. Marius og a var trætte om aftenen efter alle de forhandlinger. Vi sad og skumlede over kartoflerne og kyllingenstegen. Pludselig lyste Marius op.
“Du skal have noget hjælp Elna. Du skal ha en coarch.”
“Nå og hvem sku’de så lige være?”
“Ham Bondam i Kjøbenhavn, han ved hvordan man kupper. Han er simpelt hen kupmesteren. Han skal være din coarch.”
Elnas monolog
Om a forstår det. Hvad ve Noser Khader om at gå i kvindedragt? Og nu vil han så forbyde de der Burkas. Såen noget har vi for længst ordnet i Vissum. Det hele startet med, at a Brugsmand satte et skilt op, der forbød de unge mænd at vise røvsprække i Brugsen. Det var sørme osse ulækkert når man midt i indkøbet til en middag ku se lige ned i såen en sprække med hår på og det der var værre. Og lugte gjorde de osse. De unge satte så et skilt op ved Nedenskov sø, det dejligste sted på jorden, hvor turisterne strømmer til om sommeren. Der er skilte nok i forvejen ved søen, med ingen pisning i vandet, ingen hundelorte på land, ingen råben af ænderne, ingen badning efter solnedgang og jeg skal gi dig. På de unges skilt stod, at fede sure gamle mænd, skulle være tildækket med t-shirt og lange shorts. Og hele sommeren sad de og lod dåselatteren gjalde over søen. Straks kom der et skilt, der forbød dåselatter ved søen. Så slog de unge til igen. Denne gang ved kirken. Der kom et skilt med “Ingen kavalergang i kirken”. Og der stod de unge så til høstgudstjenesten og delte tørklæder ud til dem med for tydelig en gang. Selv a præstekone fik et. Men hun nu osse en svær en. Gad vide om Noser Khader også vil forbyde den?
Til sidst havde vi så mange forbud på skilte i Vissum, at turistchefen brugte det i turistbrochuren over Vissum. Folk kom og tog billeder af sig selv ved siden af skiltene.
Tosse Lene fik så den idé, at alle gifte kvinder blev pålagt at gå i deres brudekjoler. De hang jo bare der i skabene. Til at starte med varet sjov. Men så kørte Musse galt på sin knallert, fordi hun fik sløret ind i a øjen. Hun kørte lige ind i Bjarnes nye stakit og lå i hans forhave med tyl og bonderoser i en hvirvar. Omgående kom der et skilt op med forbud mod kvinder i brudekjoler på knallet. Musse blev rigtig gal i skralden, som om hun havde kørt ind i det starkit med vilje. Hun forslog, at alle mænd skulle forbydes a gå med hvide sokker i sanddaler. Bjarnes er nu nærmest lyserøde. Sikken en opstandelse, der blev. Hele byen blev indkaldt til borgermøde. Det var et angreb på mændenes menneskerettigheder. På det møde blev vi enige om, at der ingen skilte eller påbud skulle være i Vissum ud over vejskilte.
Og Marius fejrede beslutningen ved at lave et skilt til byen “Vissum- friby for kovendinger”
Elna monolog
Om a forstår alt det om ligestilling og ligeret og ligeværd. Det bli'r ligesom så lige det hele. Ingen skæve.
Og nu her i tirsdags kom Marius hjem og smækket med døren. Han skummede. Hele vinteren og det meste af foråret havde han gået ud i værkstedet og banket og hamret. Han arbejdede på en figur til Sculpture by the Sea ved kysten i Århus. Titlen var "Die dumme Dänen" og forestillede Krarup i 20 meters højde, med horn i panden og grisehoved mellem hænderne. Første gang a så den blev a hel forskrækket. A kom rundt om hjørnet og der stod han og truede af mig med sin trefork med kors og bånd og stjerner på.
"Det ligesom mjeningen," sagde Marius.
"De fremmede, der kommer på stranden eller rejser til Danmark fra søvejen, skal vide hvad der venter dem."
Men de ville ikke ha Marius figur. Han var ik’ professionel nok. Og slet ik'med et rigtigt grisehoved. Det lugtede godt nok osse.
Og så kom det værste for Marius. Der hvor hans figur skulle have stået, der fik Prins Henrik lov til uden om udvælgelses komiteen at stille sin skulptur.
"En slags særstilling de kalder for wildcard", fnyste Marius.
"Det forstå a ik', sagde a.
"Han har da lige bedt om at få ligestilling, så han kan kalde sig konge. Og hvad betyder det der vild ko?"
"Det nok såen smart kunstner titel til kongelige."
"Nå nå. Det har a da aldrig hørt om før. Det også noget mærkelig noget med de der titler."
"Hvad mjener du?"
"Ja altså, en lærer hedder det både for en mand og en kvinde. Og statsminister hedder det jo også, hvis hende der Helle holder op med at tabe alle sine valg og bliver statsminister."
"Ja og hende, der ikke måtte hedde fyrmester. Hun kaldte sig bare fyrmoster."
"Jamen hvis der ska'være ligestilling i kongehuset, så må Margrethe jo blive Kong Margrethe."
"Og hvad så med Henrik?"
"Ja så må han jo også bli' Kong Henrik. Det da rigtig ligestilling!"
Marius lyste hel op.
“Nu ved a, hvad me næste kunstværk skal hedde: King Nothing“
Elnas monolog
Så eret her igen. Nytåret. Og så skal ska’en jo til at spekulere over, hvad det nye år skal bruges til. Og a har ligesom hele 2008 gået og skumlet over, at nu sku det ligesom været noget STORT. Og da så ham den halv sorte vandt i Amerika så varet a tænke, hvis han kan så kan Elna også. A proklamere stående i sofaen, at nu ville a arbejde for et bedre demokrati.
“A stiller op, Marius. Gør a. A stiller op til af folketing. Nogen skal jo sige de to fætre imod.”
“Nå, nå” sagde Marius og gik så u af døren.
Og han gik ik på das i baghaven. Og heller ik i kælderen, der har han lavet et revselses rum, hvor der midt i hænger en kæmpe boksepude med et billede at Krarup. Børnene i Hem får fem kroner, når de har givet puden en ordenligt afretning. Sikke et ren vi har af unger.
A blev hel nervøs for, at Marius var rigtig vred , at a begyndt at notere alt det ned som ku gøre demokratiet bedre. A ville ligesom skrive en program erklæring til Hem lokalnyt. Men a ku ikke rigtig komme i stemning. Så fandt a den gamle le klint lampeskærm og tog om halsen og læste et par citater fra min yndlings bog Lykke Per. Det er jo så moderne at slå politiske modstander i hovedet med citater fra gamle bøger.Og man sku tro Lykke Per havde mødt de to fætre, Langballe og Krarup, når han siger: “Tiden skrumpede så underligt ind ved synet af disse stivnede, i evig ligegyldighed hvilende stenklumper.”A skal lige love for stemningen indfandt sig. Tankerne vrimlede: Max. 8 år i et folkevalgt hverv, en folkevalgt præsident…og der stod a midt på spisebordet og slog ud med armene da døren gik op. Det var Marius. Han gik lige forbi me og ind i soveværelset. A kravlet ned fra spisebordet og gik u i køkkenet og satte kaffe over. Lagde lampeskærmen i skuffen og lyttede. Han skramlede inde i soveværelset og a fandt resterne af brunkagerne fra julen frem. Det var måske for meget, at be Marius om at være førstemand. Så kaldte han inde fra stuen. Og da a kom ind havde a nær fået et granatterchok. Marius stod i et par blomstrede herretrusse.
“Hvad står du der for?”
“Ja a støtter da bare dit kandidatur ved at vise trussekant. A har købt 7 nye. Og mangler lige at købe et par hængerøvsbukser. Så skal a gi dem trussekant! Og på tirsdag så skal vi to gå til jidderbug.” Og så tog han fat i me og vi valsede rundt om spisebordet. Marius stoppede efter to omgange.
“A tror ik at Krarup blir genvalgt.”
“Nå og hvorfor så ikke det?”
“A har set fru Krarups trussekant”
“Nå så det har du!”
“Ja altså ik såen. De hang til tørre u i a baghave.” Og så hentede han en flaske champagne og vi skålede for nytåret…og for demokratiet.
Elnas monolog
A tror Anders Fog er ramt af et granatter chok etter de hersen tegninger a Muhammed.
Han er helt holdt om me at mjene noet. Det lissom Marius. Han gier heller ik mjene noet.
“Du har jo en mjening for to!”, sa han te mæ.
Så nu er det så mæ og Anders’ kone Anne-Mette, der mjener noet. Min datter Kirsten sir, at Anne-Mette er rigtig go te at ha en mjening. Kirsten er pædagog sammen me Anne-Mette. Så varet at a, mens a hennafarvt mi hår, kom til at tænk på, at Anders manglet noet. Han manglet noet, der ku hjælpe ham me og ha en mjening. Det da møj bedre en ham den skallet mand og hende me det lange hår og store mund i den der spinning program. De er hel tiden så kloge på, hva han sku ha mjent.
Or sjov skuet os vær. A tror ik der er møj og grine a når man er Anders Fogh. Så a sat mæ ned og klippet og klistret i vores matadorspil. Og så lånt a alle Gallups undersøgelser om hva a dansker mjener på a bibliotek. For a har læst at Gallup er Gud, når det drejer sig om mjeninger. Alle de mjeninger klippet a ud og klistret ind på de der grunde i Matador. Og så sku Marius og a så prøve og lege Anders og Anne-Mette en auten. Marius var ik vild me det. Men da han hade købt to mjeninger, så var han lissom hel hooked på mit mjeningsmatador. Men så landet Marius på Prøv Lykken. Og a hade glemt og finde u a hva der sku ske. Men da var Marius rittig go.
“Så ska Anders vel ud og spør Pia, hva han ska mjene”, sa han.
“Og va så når han passerer start, hva får han så?”, spurgte a.
“Ja, så får han en hel gratis mjening a socialdemokraterne”, sa Marius. Så klog Marius er når det tar ham. Sikken en auten vi hade!
Og så gav a Kirsten mit mjeningmatador me i a børnehaue så hun ku giet til Anne-Mette, for Anders sku jo skrive den her åbningstale til a folketing. Og den er fuld a mjeninger. Etter en uge kom Kirsten på besøg. Spillet hade hun me og fortalt, at det ik gik så godt me Anders og Anne-Mette. For Anders hade tabt i mjeningsmatador og så hade Anne-Mette sagt, at nå man har tabt alle sin mjeninger, så ska der vær valg. Og det blev han hel hys over. Så nu sku spillet ud a a hus. Og nu går a og tænker på om a ska tilbyde mæ som mjenningscoarch for Anders.
Har du et forslag til emne, som Elna kan ta’ under behandling, så hit med dem.
Elna monolog
A danser i modtakt. Hver gang a hører en melodi så danser a i forkert takt. Marius syns, det er pinligt, når a midt inde i herrebutikken står der og danser forkert til musakken. Vi fik slet ik købt underbukser te ham. Men a kan ik ha alle de kanoner og rigtige meninger. Så når andre går i takt så danser a i modtakt. Det en dejlig måde at vise på, at me ka de ik hundse rundt med.
Nu feks her sidste weekend så gik a til krimimesse i Horsens. Sikke mange smagsdummere man ku opleve. De var der næsten al sammen. I et hjørne stod de københavnske anmelderne og pissede teritorium af og drak fadøl. De ville ikke ind mens Kulturministeren holdt åbningstalen. Det var såen en kollektiv boykot mod kanoner sagde de. Og ministren han vil ik til åbningstalen til OL i Kina. Men han kommer senere! Man sku næsten tro de havde aftalt det med åbningstalerne! Nå men den dag sku han hurtig videre efter sin åbningstale. I cirkus eller såen noget tror a.
Og så sku a høre me første foredrag om krimier. Ham hr anmelder han talte hele tiden om Noir. Te sidst ku a ik dy me, så a spurgte om det der Noir var den kjøvenhavnske måde at sige sort kaffe på. Her i Jylland siger vi bare swort kaffe! A tror ik han forstod me spørgsmål. Men a købte da en bog. Den var også swort.
Og da a kom ud så stolpede der en anmelder fra et dameblad rund på høje hæle og så på noen kæmpe fantastiske nøgler, der hang på muren. ” Ja ,”sagde hun, “mænd skal altid udstille deres tissemænd!” Det ku a ik se, men nu er a jo heller ik kunstanmelder.
Sikke meget a ku fortælle om da a kom hjem til Marius. Og jeg skal lige love for han havde bygget. Han havde bygget et das i baghaven. Og bag ved daset skrånede det ned til naboen. Så møjet kan trille der ned. Marius ka ik fordrage naboen. Han er præst og hedder Krarup og ved rigtig meget om, hvad der er rigtigt dansk. Så når Krarup igen har sagt for meget over hækken til Marius, så eret Marius går på das!
”Og,” sagde Marius,”det er mit das, eller også får vi en kanon om, hvad vej a toiletter papir skal vende!”
Elnas monolog
A ka ik forstå det. Hvem i himlens navn har bestemt, at man ik må sie goddav til kvindelig præster? Det i hvert til fald ik a kirkeminister, hende tør de da slet ik sige goddav til. Der nogen der sir, at det er nogen mannepræster, der har læst biblen med guds blinde øje.
Og hva me kvindelig politikere, politibetjenter, læger og skolelærer? Må man så heller ik sige goddav til dem? Og dronningen sku hun helt hold op med at gi hånd? Næ nu kaet spilme være nok!
A har lavet mi egen protest. A har lånt en præstekjole med krav og hele pivetøjet og så tog a mi tørklæde om hovedet og gik rundt på gaden i Vissum.
“Goddav”, sagde a med hånden. Og det gik rigtig godt. Der var rigtig manne, der gerne vil sige goddav, selv om a havde a præstekjole på. Så a blev hel modig og tog til gudtjeneste i Løsning kirke, for lissom at vise, at mannepræsterne ik sku bestemme. Og a præst han blev hel rød i hovedet af arrigskab der oppe ved alteren. Op på prædikestolen stod han så der og øste sin galde ud over a meninghed og så mæ.
“Præsten er menighedens far, og det skal man ikke skifte ud med en mor,” sagde han. Så blev a spilme så gal.
“Nu bliver do aldrig me far om du så skriger al din galde til himmels. Der findes kun en gud fader og han går ikke i præstkjole,” råbte a til ham. Hold da op hvor ku han få manne farver i a hoved. Nærmest hel lilla. Han prædike bare videre.
“Kvinder skal tie i forsamlinger,” tordnede han.
“Og mænd må ikke gå i kjole,” råbte a tilbage.
“Så rejser vi os alle og beder sammen,” hvæssede han. A blev sitne, han havde jo sagt a sku tie.
Og da vi så sku til alters, så tog han vievand og pjasket efter mit bæger. Som om det sku være beskidt fordi a har rørt et. Men a tog en lille hævn. For a gik først ud under a postludium. Og der stod a så og sagde farvel til menigheden. Og så kom han benene med præstekjolen fløjtende bagud.
“Ja,” sagde a,” I har jo ikke sagt noget om at man ikke må sige farvel.” Så sprutte han så meget at kordegnen måtte fører ham over på bænken. Der kom ik a ord ud a hans mund. Det ku være de andre mannepræster sku øve sig i at tie sammen med ham. Hvilken saglig himmelsk fred.
Og a fortsat bare med at sige farvel.
Marius han sad og ventet på me ude i bilen.
“Nå, blev du så budt på kaffe?” spurgt Marius.
“Næ præsten har valgt at tie”, sagde a og vinket til kirkegængerne, da vi kørte ud af parkeringspladsen.
“Hold op med den vinken, man sku tro du var dronningen, ” sagde Marius.
Det sku han ik ha sagt. A sagde ikke et ord hele vejen hjem. Marius gik ud på værkstedet da vi kom hjem, så a fik mi kaffe alene. Efter to timer kom han tilbage med en hånd på en pind.
“A har snedkeret en go-dav-pind til at alle de kvindelig præster. Så ka de bruge den når nogen ikke vil hilse.”
Så næste søndag skal a prøve min go-dav-pind i Løsning kirker. Så ka’et være præsten byder på kaffe bagefter.
