Nedslag

26/5-2008 kl. 11.52 | - fag & debatbøger, Anmeldelser

nedslag.jpg

Anmeldelse af Lene Rikke Bresson

Jeg husker barndommes sort/hvide tv med en Palle Lauring, der råbte “Danmark er en brugsforening!”  Det er 30 år siden.   Og hvad er der så sket med Danmark og danskerne siden?  Ifølge samfundsrevseren Morten Albæk er danskerne verdens lykkeligste folkefærd – fordi vi er blevet principløse medløbere! Det understreges også af internationale lykkeundersøgelser, der nok placerer Danmark i toppen, hvad lykke angår, men også i bunden, hvad livsambitioner angår.

I Nedslag dykker forfatteren som en duehøg ned i  det principløse menneske,   meningsløse politiker,  velfærdsbullimi, kujonfabrikken, drømmedræberere, glansbilled-overenskomsten  etc. “Der går ikke en dag, hvor vi ikke lyver!”, konkluderes det. Virkeligheden og den gode mening hænger ganske enkelt ikke sammen mere, og det spiddes og vendes og drejes i Nedslag. Der, hvor Nedslag er skarpest, er om middelklassens negative sociale arv. “Den danske middelklasses sociale arv består i, at den producerer og reproducerer ressourcestærke og priviligerede individer, som ikke er indignerede på de laveste samfundsgruppers vegne. Mere præcist er der tale om en middelklasse, der lukker sig om egne privilegier og reproducerer en selvtilstrækkelighed, der i al sin enkelthed handler om at mele sin egen og kage og sikre sin egen fremdrift.”

Som en anden Palle Lauring står  Morten Albæk anno 2008 og råber: “Danmark er en kuglegril uden  kul i.” Den er glat og hyggelig og pynter på terassen, men meningsløs uden kul og ild.   Så derfor Morten Albæk: fyr op i kuglegrillen! For som du selv skriver: “Noget må der gøres.” Og det noget kunne være at gribe udfordringen og i den næste bog med titlen  Forslag  skrive en vision for Danmark. Vi er rigtig mange partiløse, der på godt jydsk trænger til en politisk abitiøs vision for Danmark.

Alt i alt @@@@ stjerner ud af seks mulige.

Nedslag
Forfatter: Morten Albæk
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 141
Pris: 149, -

Du kan følge med i kommentarerne til dette indlæg via dette RSS feed. Desuden kan du lave et trackback fra din egen blog.

Skriv din kommentar: