Og det var den Sankt Hans en engel kom forbi.
Undervejs med mit manuskript med børnebogen Selene Vesta spurgte Bastian mig dagen før Sankt Hans om jeg troede på engle. Jeg kom med et længere foredrag, som Bastian afsluttede med kommentaren : Nå, okay så.
Efter en dejlig Sankt Hans aften med stort bål på vores forpagtede mark med udsigt over Gudenå dalen gik Bastian og jeg frem og tilbage med et vandspande for at slukke gløderne. På en af turene tilbage til Lavendelgården stoppede Bastian og greb fat i mig. Han pegede mod kirketårnet. Et dejligt blåligt lys kravlede op ad tårnet. Vi stod tavse indtil lyset forsvandt. En måned efter kom en af vores venner Steen på besøg med en boggave. Bogen hed Landskabs templer og i den var beskrevet flere observationer af den blå engel ved Træden kirke. Derfor besluttede jeg at låne nøglen til Træden kirke for at skrive mit sidste kapitel om den synske Selene Vesta færdigt der. Graverne skulle have spørgsmålet et par gange men gav lov. Den nat i Træden kirke opdagede jeg mange udskårne engle. Se selv her i beskrivelse Træden Kirke . Jeg opdagede også at landsbyen Træden har mange sære historier for og du kan læse flere her eller du kan opleve dem fra vores gård Lavendelgården.
“Når et gammelt menneske dør, dør et helt bibliotek.”
Fransk ordsprog
Og det var den vinter den anden side blev til en bog.
Den anden side er en separat længe til Lavendelgården. Den har i vores tid været brugt som gæstebolig, forfatterrefugium, teenagebolig og firmadomicil. Når jeg gik der over for at skrive kommenterede Anna Sophie det højt: går du over på den anden side? Længen kom derfor til at hedde til den anden side i daglig tale.
Vinteren 1999 skrev jeg sammen med Bo på en ledelsesbog, hvor vi blandt andet fortalte om 13 danskere og deres møde med meningsfulde tilfældigheder. Undervejs med manuskriptet gik det op for os, at der kom en helt anden side frem når jeg spurgte ind til tilfældigheder i deres liv. En dag slog det mig, at når vi gik over på den anden side, fik vi tid til at tænke mere en to tanker i træk. Derfor udkom ledelsesbogen med titlen den anden side i 2001 på Jp-forlag.
Se hvordan den anden side ser ud i dag.
Plakat udenfor det svenske forfatterforbund i Stockholm.
Der kom et billede hjem.
På vores bryllups-dag i 2011 sad vi i vores landkøkkenet på Lavendelgården og talte om de 2o næste år. Vi havde begge fået arbejde langt vest på. Noget skulle ske. Midt i samtalen bankede det på døren. Udenfor stod en ældre kvinde med et malet billede. Et billede af Lavendelgården som hun havde fundet i sin søsters efterladte ting. Hendes familie havde boet på gården og billedet havde hængt i stuen. Hun synes, at det var på tide at billedet vendte hjem.
For Bo og jeg blev det et signal til, at vi skulle finde et andet hjem og bygge det hus vi i mange år havde drømt om. Og Lavendelgården søger en ny familie, der siger de er hjemme, når de drejer ind på gårdspladsen. Se mere om Lavendelgården.
Og det var den sommer alle tomatplanterne gik ud.
Den sommer, hvor Bo sammen med tømrer og snedker Christian la Cour gennemgik al bindingsværket. Det der ikke var i orden blev skiftet ud og billedet viser et helt hjørne, der blev pillet ned og sat sammen som pulsespils brikker. Alt gik til på den rette måde så huset kunne stå hundrede år endnu. Bindingsværk kræver kærlige hænder og omtanke. Henning fra landsbyen kom forbi på vej rundt med Lokalnytten. Han syntes det gik vel langsomt og forslog, at vi kaldte gården Lav-en-del- gård:-)
Den sommer ventede jeg vores femte barn Sarah Maria og plantede bonderoserne på gårdspladsen. Undrede mig over, hvorfor alle tomatplanterne gik ud.
10 år senere holdt vi Oscars voksen fest og Cecilie havde samlet billeder og fortalte små historier om Oscar. Hun fortalte om den sommer, hvor Oscar fandt ud af det var interessant at tisse udenfor og vande tomatplanterne.
Se billeder af gården i dag.
Kører gennem foråret
nikker til viben og tæppet af hvide anemoner
synger med på sangen
at vi er verdens lykkeligste
indtil mobilen ringer
og stemmen siger
jeg er hjemme,
fyret. Læs mere »
Elnas monolog over Jørgen Leth
A er så gal på Jørgen Leth.
Verden er i krig, hvis en hel nation igen skal skændes om Jørgens Leths fornemmelser for hud under elskovs akten. Selve udviklingsministeren er blevet meldt til politiet for racistiske udtalelser.
A læste op for Marius, hvad udviklingsministeren havde sagt:
“Jørgen Leth må – indenfor lovens rammer – elske, med hvem han vil, og udstille som han vil, men hvis han – i en så ekstrem ulige situation – tror at hans forhold til en helt ung sort kvinde, fra begge sider handler om en “kærlighedsakt” og “lykke” så er han for naiv. Har desværre set alt for mange tilfælde af ældre hvide mænd med fattige unge sorte kvinder. Det er ikke kærlighed, det er desperat afhængighed, grænsende til udnyttelse«.
Og ham ministeren har ret. A gøret ik. A går ikke ind og ser de billeder. Marius sir det fordi a er småborgerlig og ik forstår, at de billeder er en hyldest til kvinder. Det kunst påstår han! Læs mere »
Når jeg bliver halvtreds
vil jeg genopfinde mig selv
samle på indtryk og udtryk
og suge marven ud af frihedens fyrværkeri.
Når jeg bliver halvtreds
vil jeg vågne midt i radioavisen
vide der er tid til morgen elskov
og slukke for nyhedernes negative noder.
Når jeg bliver halvtreds
vil jeg skrive til natten er nissegrå
malke morgenens mystik
og høre tasternes trykken trylle.
Når jeg bliver halvtreds
vil jeg skrive Hald-skrevne vers
glemme livets omskrevne løgne
og læse Halfdans tosserier op når vi er nøgne.
Når jeg bliver halvtreds
vil jeg danse dagens drømme
og sparke tidens tråd til hjørne
og tænke jeg gider sgu ikke vente
til jeg bliver tres.
Det skete på på Århus Universitet i 1994, på Columbine High School,USA 1999, på Gutenberg Gymnasium Erfurt,Tyskland 2002, på Jokela High Scool, Finland 2007, og på Tasso da Silveira Municipal School, Brasilien 2011. Navnene vil for altid vil være en del af den statistik, alle frygter: statistikken over 152 skud-massakre. Skud-massakre var engang en amerikansk specialitet, men har bredt sig til en syg global kultur som udstilles på youtube.(se artikel fra CNN)
Emnet massakre er så tabubelagt, at en gymnasierektor i marts 2011 skrev ud til hele rektorsammenslutningen i Danmark for at boykotte et afgangsprojekt fra filmskolen “Intet kan røre mig“ der viser en dansk massakre. Alt sammen fordi rektoren helst så, at et så farligt et emne ikke blev talt om eller endsige visualiseret. Massakrerne forsvinder ikke og slet ikke ved, at vi forsøger at tie dem ihjel.
Lige nu bryder filmen Hvad med Kevin det tabu, som jeg også brød med romanen Den gule plet. Læs mere »
Og det var den Sankt Hans en engel kom forbi.
